topbanner4

Login
Målsætning

Seniorafdelingens profil

Seniorafdelingen (SA) i Frederiksberg Badminton Klub (FBK) er kendt for at være en af de mest sociale i København og omegn. Hallens 4 baner samt FBK’s historie som en af de ældste badmintonklubber i Danmark danner rammen om et socialt liv med en særlig stemning af nærvær, fællesskab og sammenhold. Det sociale liv i FBK’s SA er ofte motivationen bag spillerhenvendelser hver sæson. Det sociale liv hviler på seniorspillernes engagement og frivillige arbejde, og det er hjertet af SA for både nuværende og nye spillere.

Seniorspillerne i FBK er primært motionister, for hvem den fælles glæde ved badmintonspillet er i højsædet. Samtidig er der i SA plads til spillemæssig udfordring og individuelle ambitioner på forskellige niveauer.

De 4 badmintonbaner i hallen sætter en naturlig begrænsning for SA’s kapacitet. Det er derfor vigtigt, at hver eneste seniorspiller værdsætter sin plads og bidrager til SA’s fællesskab og stabilitet såvel socialt som spillemæssigt. Det forventes derfor af spillerne på A, B og C træningerne, at de er til rådighed i holdturneringen med undtagelse i tilfælde af skade, graviditet eller rejse.

Motivation for målsætningerne

Med ønsket om bestandigt at forbedre forholdene for spillere og trænere i SA gennemførte SPU i sommeren 2009 et målsætningsarbejde, som udmundede i en række langsigtede mål for en 6årig periode. SPU har i oktober 2011 revideret målsætningerne med henblik på at forbedre forholdene for klubbens eksisterende spillere og forbedre mulighederne for at tiltrække flere unge og nye spillere til SA.

Langsigtede mål frem til 2015

  • SA skal som minimum bevare det nuværende niveau i holdturneringen.

    Niveauet i kredsens holdturnering er en afgørende motivation for den spillemæssige udfordring for spillerne i SA. Derudover er det en klar ambition, at SA igen skal have syv stabile hold tilmeldt i holdturneringen således, at flest mulige seniorspillere kan komme af sted til holdkamp. Endelig er det en ambition, at 4. og 5. holdet rykker op i en sådan grad, at niveauforskellen imellem de hold, der er tilknyttet B og C træningen, reduceres.

  • Styrkelse af det sociale liv i SA.

    Som tidligere nævnt vælger seniorspillere ofte at melde sig ind og blive i FBK’s SA på baggrund af det sociale liv i SA frem for de spillemæssige ambitioner. Af den grund er det vitalt for SA, at der er en bestandig opmærksomhed på at pleje og forbedre det sociale liv i SA. SPU ønsker at øge seniorspillernes initiativ til sociale arrangementer og engagement i det frivillige arbejde såvel internt i seniorafdelingen som i resten af FBK. SPU vil opfordre til flere åbne invitationer til sociale arrangementer på tværs af hold og de 4 træninger.

    Derudover vil SPU forsøge at aktivere nye spillere i det sociale liv ved at opfordre dem til at være medarrangører på fællesarrangementer som julefrokosten og klubmesterskabsfesten.

  • Bedre integration af FBK’s ungdomsspillere og prioritering af nye unge spillere

    FBK’s egne ungdomsspillere er en oplagt kilde til fornyelse og styrkelse af SA. Det er imidlertid ofte i 15 -17års alderen, at ungdomsspillere stopper med eller holder pause fra badminton. Det vil derfor være fordelagtigt for SA, hvis integrationen af de stærkeste ungdomsspillere starter fra 15års alderen, således at ungdomsspillerne bliver motiveret til at fortsætte med at spille badminton i seniorrækkerne.

    Gennemsnitsalderen på FBK’s seniorspillere er relativ høj. Derfor finder SPU det vigtigt at vi i fremtiden prioriterer unge spillere under 23 år, når vi giver plads til nye spillere på vores seniortræning. Hvis en ung spiller badmintonmæssigt er på niveau med en af vores ældre spillere, vil vi i fremtiden prioritere den unge spiller for at sikre, at vores spillertruppe fornyes og vi fortsat får nye talenter til klubben.

  • Større synlighed

    FBK’s SA skal være mere synlig i lokalområdet samt resten af København både i og uden for badmintonsammenhænge. En øget synlighed kan både have en positiv effekt på tilgangen af nye spillere samt muligheden for at skaffe sponsoraftaler til SA og FBK som helhed.

  • Større fællesskab og mindre niveauforskel mellem de 4 træninger.

    Det sociale fællesskab på tværs af de fire træninger styrker sammenhængskraften i SA. En mindre niveauforskel mellem de fire træninger er et afgørende element i bestræbelsen på minimum at bevare det nuværende niveau i holdturneringen, idet der altid vil være en bevægelighed mellem holdene.

  • Bedre fremmøde til træningerne.

    Stabiliteten i fremmødet på de ugentlige træninger er vigtig for både spillernes og trænernes motivation. Derudover er stabiliteten i fremmødet på de ugentlige træninger den vigtigste faktor, hvis SA skal have mulighed for at indfri målet om at bevare eller hæve niveauet i holdturneringen med 7 stabile hold. Endelig er de ugentlige træninger grundstenen i det sociale fællesskab i SA. Vurderet ud fra hallens kapacitet defineres et godt fremmøde til en træning som 12< spillere.

    Det forventes, at den enkelte spillers fremmøde er på 60 % gennem en sæson, med mindre spilleren er ramt af skade, er på rejse eller har varslet en ustabil træningsperiode til trænerne. Trænerne vil to gange årligt (december og april) gøre status på de enkelte spillers fremmøde til træning og holdkampe og vurdere om der spillere der skal flyttes fra deres pågældende træning.

  • Færre afbud til holdkampene.

    Et afbud til en holdkamp påvirker ikke kun spillerens eget hold, men også alle holdene under. I de seneste sæsoner har det været meget tidskrævende for trænerne at lukke hullerne i holdopstillingerne som følge af afbud. Det er til spillernes fordel, hvis denne tid i stedet bruges på at optimere de ugentlige træninger. Derudover har mange afbud til tider været den primære årsag til nogle af holdenes manglende oprykning eller nedrykning.

    Derfor forventes det fremover, at en spiller maksimalt melder afbud til 20 % af holdkampene på en sæson. Hvis afbudsfrekvensen er højere end 20 % kan det få konsekvenser for spillerens plads på det pågældende hold. Trænerne vil to gange årligt (december og april) gøre status på de enkelte spillers til holdkampe og vurdere om der spillere der skal flyttes fra deres pågældende hold.

  • Kortsigtet mål for søndagstræningen: at der bliver en bedre niveaufordeling på de fire træningshold, således at det ene træningshold særligt er til begyndere og de tre øvrige træningshold er til letøvede og øvede.



 
Maj 2012
M T O T F L S
30 1 2 3 4 5 6
7 8 9 10 11 12 13
14 15 16 17 18 19 20
21 22 23 24 25 26 27
28 29 30 31 1 2 3

Kommende begivenheder

Lør Apr 21 @18:00 -
Seniorafdelingens afslutningsfest
Copyright © 2012. Frederiksberg Badminton Klub. Design lavet af: OBJ